din rejse her
Canazei - skiløbet

Vi har mange dags ture på programmet og vi deler op i mange hold, så der dels ikke er for mange og dels at man kører med nogle på samme niveau. Programmet kan variere fra uge til uge.

Uge program - blot eksempel
Lørdag:

Ankomst, uddeling af skipas allerede i bussen (for kør-selv: ved ankomst til Canazei), skiudlejning - og så på ski. Guiderne viser rundt i Belvedere - et smut mod Arabba - og rundt i området ovenfor Campitello. 

Afterski, infomøde og fællesspisning.

Søndag:                 Da flygæster er ankommet lørdag aften, er skiudlejningen åben tidlig søndag, så fly-gæsterne kan være klar til dagens heldagstur, som går til Arabba, videre over Passo Padon til Passo Fedaia (det er helt ud i det syd-østligste hjørne af systemet).

Afterski - og senere fællesspisning, hvor vi har reserveret borde på Rosengarten.

Mandag: Turen i dag går til La Villa (helt ovenud af kortet - op i det nord-østligste hjørne). De skrappe har mulighed for at prøve Super G-pisten i Alta Badia - 53% fald undervejs!

Fællesspisning og derefter går vi videre til Augustin - byens hotte musiksted med billard.

Tirsdag: En lidt rolig dag på ski. Gæsterne "får lov" at sove længe - vi mødes først kl. 10. Vort traditionelle Ø-løb (en hård, uretfærdig og lidt sjov konkurrence på ski) kører et par timer - og kl. 13 er der den helt store picnic - lækker mad og nok at drikke. Ingen er endnu gået sultne eller tørstige fra bordet.

Fællesspisning - og desserten snupper man nok på Isbaren (hjemmelavet is - pas på, man kan blive afhængig).

Onsdag: Heldagsturen går til Plan de Gralba og videre (helt op i det nord-vestlige hjørne) til styrtløbsbanen i Val Gardena. Sjovt at forsøge sig på denne piste, som man har set i TV i starten af december.

Spisning - igen har vi reserveret bord.

Torsdag: SELLA RONDA: En fantastisk tur - en kombination af at komme langt omkring - og nye udsigter hele tiden. Vi kører hele vejen rundt om den store "klump" Sella Massivet, der hele dagen er på vor højre side. Holdene kører som alle de andre dage ad forskellige pister (afhængig af niveau) - turboholdet har en masse afstikkere, mens kaffeholdet har nok at gøre med at "snige" sig den nærmeste vej rundt.

Om aftenen er der rimelig garanti for, at alle er trætte! Guiderne "slipper" I for denne aften (de har nemlig en ny uge, der truer et par dage fremme).

Fredag: Guide-fri skidag. Men spørg gerne guiderne til råds om, hvilke piste I ikke har nået - eller forsøg jer på egen hånd.

Efter afterskiing - inden spisning - kører bus (koster) til Pozza, hvor vi spiser Pizza - og derefter afsted på lysløjpen. En kanon-god piste, hvor kun pisten er oplyst - alt andet er kulsort. En helt speciel oplevelse!

Lørdag: 

Værelserne skal forlades om morgenen. Bagagen stilles et eller andet sted (oplyses af guiderne) - og så på ski! Først omkring kl. 19 kører bussen hjemad, så du kan roligt stå på ski det meste af dagen.

 

Østergaard’ernes Ski & Rejser, Holmegårdsvej 46, DK-8270 Højbjerg, +4586110911, fax +4586110169, email: info@ski.nu