Val Gardena - skiløbet

Fra Ortisei har man adgang til to forskellige systemer - direkte fra byen: Lige over floden starter liften mod Seiser Alm (med ca. 20 lifte med rød/blå piste - et superområde for begyndere - og for dem, der lige skal i gang igen). Eller man hopper på det rullende fortov, der går op gennem byen (mod nord),  og tager svævebanen til Col Raiser - og man er inde i verdens største sammenhængende system med mere end 460 km pist rundt om Sella massivet.
Lifterne fungerer utrolig godt, og der er stort set nye lifte hele vejen rundt. Bl.a. er der for et par år siden kommet et underjordisk tog mellem Col Raiser og S. Cristina, så også de nu er forbundet.
I Val Gardena kører vi naturligvis også pistevisning stort set hver dag. Vi deler op i så mange hold som muligt, så man har mulighed for at løbe med andre på ens eget niveau – og få det ud af skidagen, som man allerhelst vil. For nogle er det vigtigt, at der er tid til at nyde udsigterne, bjergene og naturen med en kop kaffe i hånden flere gange i løbet af dagen. Andre lægger vægt på at komme så meget rundt som muligt. Og vi forsøger med vore pistehold at lade de forskellige ønsker komme folk til gode. Pistevisning starter generelt kl. 9.00 og varer til benene ikke kan eller vil længere :O)

Sneen
Val Gardena ligger på sydsiden af alperne, hvilket oftest betyder mange solskinstimer. Der kan også gå lang tid mellem nye snefald, et faktum, der næsten hvert år giver kommende gæster "sved på panden": Det har jo ikke sneet længe - er der overhovedet noget sne at løbe på? Ja, det er der. Dels kommer der typisk nogle store snefald - og dels passer de helt utroligt godt på sneen. Hver eneste aften - når skiløberne er kommet ned - kører pistemaskinerne på alle pister. Dels repareres nedslidte steder - dels fyldes ofte sne på fra store reservedelslagre, så man nogle gange kan tro, at det har sneet om natten - på udsatte steder.
Angående snemeldinger: Vær opmærksom på, at der i nogle opgørelser og smarte skemaer står, at der kun er 83 lifte i området. Det er IKKE korrekt. Tallet er det antal lifte, som hører til dalen - og dermed på det "lille" lokale skipas. Det for os interessante er, at der rundt om Sella Massivet er ca. 160 lifte i sammenhæng. Og på ét skipas, nemlig SuperskiDolomiti. Men de lokale kan desværre ikke finde ud af at give denne oplysning videre - de reklamerer hver for deres egen del af lagkagen. Sådan er det!

Skiskole
Vi må ikke selv undervise i Val Gardena - og er heller ikke interesserede i at gøre det (det ville mindske fleksibiliteten, hvis vore gæster var afhængige af, hvor mange lærere, vi i givet fald havde - enten måtte vi melde udsolgt - eller vi ville forsøge at "sælge" noget mere skiskole, når vi nu alligevel havde lærerne). I stedet benytter vi den lokale skiskole, som tilbyder mange forskellige undervisningsformer.

Skipas
Der er i området 2 skipas: Val Gardena, der dækker godt 83 lifte og 176 km piste. Det er alt rigeligt til en uges forløb, men ønsker man at køre hele vejen omkring Sella massivet på ski – eller lave nogle af de andre store dagsture, så er det klart en fordel at have det store skipas til hele Superski Dolomiti. Prisforskellen på det store og ”det lille” skipas er ikke særlig stor. Ca. 130 kr. for 8 dage i højsæson for en voksen. Og mindre ved 6 eller 7 dage og for børn.

Vi foreslår derfor, at man køber det store: SuperskiDolomiti, der dækker de 160 lifte rundt om Sella Massivet (samt 300 andre lifte). Det er lidt dyrere - men alternativt risikerer man at ærgre sig i løbet af ugen.
Inden busserne fra Danmark - og fra lufthavnen og banegården - ankommer, fylder guiderne lommerne med skipas og deler dem ud ved ankomst (medmindre du ikke vil have et skipas, naturligvis). Afregning til guiderne sker om aftenen, hvis de ikke er betalt hjemmefra. Lige nu ved ankomst er der nemlig ikke tid til dette: man skal jo på ski!

Skifakta

Lifte Km piste blå røde sorte Byen Skihøjde Største del
83 / 450 175 / 1220 30% 60% 10% 1470 moh. 3269 1900-2300

Priser

Skipas Super Ski Dolomiti

uge 2-5, 12-16
børn

uge 2-5, 12-16
voksen
øvrige uger
børn
øvrige uger
voksen
6 dage  1090  1560  1240  1775
7 dage  1160  1650  1320  1880
8 dage  1295  1850  1475  2110
13 dage  1895  2700  2155  3075
14 dage  1995  2845  2260  3235
15 dage  2085  2975  2365  3385

Uge 50, 51 billigere
Uge 2, 6 og 12 mix af høj/lavsæson

Småbørn født efter 27/11-2002: Gratis
Børn: født efter 27/11-1993
Senior: født før 28/11-1944: ca. -10%
    

Skiskole og skileje:

Begynderkursus, 5 dg/18 timer:  ca. 1080/1130
Privattime, 1. person følgende personer ca. 260/290
+ 60 
Skileje, komplet ski, støvler og stave (8 dage) fra  ca. 890

Afterski
Hver eftermiddag efter endt skiløb samles vi på en af de hyggelige barer. En hyggelig time (eller deromkring), hvor guiderne kan vise dig, hvor du har været i dag (hvis du skulle være i tvivl) - og hvor styrt, naturoplevelser etc. blive repeteret. Og har du spørgsmål til guiderne, ønsker at veksle penge eller tilmelde dig arrangementer, da kan det også foregå her.

Børn
Der er forholdsvis store rabatter på skipas til børn - op til 15-16 år, og så er de gratis op til 7-8 års alderen. I de store børne-uger opretter vi specielle pistehold, der er 'forbudt' for voksne. Guiderne synes, det er sjovt, børnene synes det er sjovt - og forældrene "slipper" for at være barnepiger og kan koncentrere sig om at stå på ski.

Langrend
Vi er blevet klogere, siden vi startede op i Val Gardena. Og nu ved vi, at der er rigtig fine muligheder for langrendsløbere. I dalen er der ca. 98 km præpareret løjpe at begive sig ud på. Der er træningsløjper for de ambitiøse, der er begynderløjper for de nye - og der er de lange ture i det smukke sceneri fra Dolomitterne til alle naturelskere. Der findes fine kort over dalens løjper, så man nemt kan finde rundt. Vi laver ikke pistevisninger på langrendsløjperne, men giver gerne gode råd.

Off-piste
Specielt fra det altdominerende Sellamassiv er der nogle meget skrappe nedfarter. På den stejleste er der ligefrem spændt en stålwire op ad klippesiden i den øverste, smalle og stejle korridor. Det betyder, at er man begyndt at køre ned - og finder ud af, at det måske ikke lige var denne rute, man skulle have valgt, kan det nås endnu: ud og tage fat i wiren - og så bruge den som "gelænder" op igen. PAS PÅ - der sker dødsfald på disse pister hvert år, så de er altså ikke kun for sjov! Og det er ikke nogen skam at tage op på massivet – nyde udsigten - og så tage med svævebanen ned igen!

Dog skal det siges, at der er nogle absolut glimrende muligheder – også for folk uden dødsønsker… Fra Sella massivet går der bl.a. en vej ned gennem Val di Mesdi (middagsdalen). Og er sneen til det, så er der også andre glimrende muligheder. Mange af dem skal man kende for at vide, at de er der. Så har du ønsker i den retning, er det ofte en god ide at spørge guiderne, der kender den lokale snesituation – og ved, hvilke muligheder der er i netop din uge. Ønsker man hjælp ud i off-piste, så kan man få det fra skiskolen, der underviser i denne type skiløb.

Pistekort

Register | Login